Julebazarens historie

Skovlundes gode gamle julebazar

Der var engang…

Det havde regnet hele lørdagen og denne regnvåde efterårssøndag var det rigtig godt mudret at vandre ad kirkestien hele den lange vej fra Skovlunde og ud til Ballerup Kirke. Mange folk satte spor på stien, for Skovlunde var begyndt at vokse.

De to søstre Yelva og Herta Frederiksen var født i et lille stråtægt bondehus nær gadekæret i Skovlunde. De havde fulgt med udviklingen og var nu flyttet hjemmefra til en dejlig villa på Sønderskovvej i nærheden af Sømosen, men stadig i Skovlunde. På den lange vej til Ballerup Kirke gik de og talte om at Skovlunde snart burde have sin egen kirke.

”Vi kunne lave en basar og samle penge ind til en kirke”, sagde Yelva pludselig. Ideen var født. Herta og Yelva og mange andre damer i Skovlunde lavede smukke håndarbejder, som de skænkede til Julebazaren. I 1953 blev der for første gang afholdt Bazar på Skovlunde Skole.

 En lille kirke af træ

Den 20. december 1959 blev trods regnen en festdag, hvor Skovlunde fik sin første lille trækirke. Det var en såkaldt vandrekirke, der kunne flyttes fra sted til sted efter behov. Kirken var lejet af Kirkefondet i 5 år – men den skulle blive stående meget længere, viste det sig.

Hver aften præcis kl. 18 kunne man se kirketjener Preben Andersen stå og ringe solen ned ved at trække i det store tov, der førte op til klokken i trætårnet. Hvis man var barn, kunne man være heldig, at få lov selv at prøve.

Men denne løsning var ikke nok for borgerne i Skovlunde. Den store Julebazar fortsatte hvert eneste år. Da Skovlundehallen blev bygget indtog Skovlundes Julebazar naturligvis det store lokale. Nu var der plads til endnu flere boder og tombolaer.

 Some description

Den flotte kirke og Ungdomsgården

I 1972 stod den nuværende Skovlunde Kirke færdig. Takket være Skovlundes Julebazar var der blevet råd til en ekstra tværfløj på kirken, Ungdomsgården. Skovlunde Kirkes Ungdomsgård blev en selvejende institution, kaldet SKUG. Siden 1972 har Skovlundes Julebazar selvfølgelig været afholdt i hele kirkecentret.

I dag går overskuddet fra Julebazaren til at betale huslejen for Skovlunde Kirkes Ungdomsgård, hvor FDF og De grønne pigespejdere holder til. Der er også tradition for at en del af overskuddet går til et aktuelt nødhjælpsprojekt. Alle Bazarens medarbejdere er frivillige med tilknytning til Skovlunde Kirke.